”Vi har efterlevet kundernes ønske og raffineret bespisningen”

Med en udvidelse af INCUBA på hele 22.000 m2, skulle der samtidig skrues op for de mange funktioner, der understøtter lejernes hverdag i det topmoderne kontorbyggeri med adgang til attraktive fællesarealer og tagterrasse, heriblandt også i køkkenet, som er leveret af Brønnum – og vi har taget en snak med bygherre hos INCUBA, Morten Kirban Rix om forløbet og overvejelserne omkring det nye køkken.
INCUBA Next, som er navnet på INCUBAs 18 etager høje tilbygning, ligger som et markant vartegn for it-byen i det nordlige Aarhus, og er skræddersyet til vækstorienterede teknologivirksomheder med +400 medarbejdere, hvor de har topmoderne rammer at vokse videre i – tæt på studerende, forskere og startups.
”Før udvidelsen kunne vi konstatere, at så længe virksomhederne hos INCUBA vækstede i det små, var det nemt nok at flytte et par gipsvægge og skalere lokalerne op, men når de nåede en vis størrelse, var de nødt til at flytte herfra. Det var både de og vi kede af, og det var med målsætningen om, at understøtte den videre vækstrejse og også at kunne tilbyde lokaler til virksomheder med 50-150 medarbejdere, at planerne om INCUBA Next begyndte at tage form, og vi endte med en tilbygning på 22.000 m2, så vi i dag har 35.000 m2 i alt”, fortæller bygherre Morten Kirban Rix, som i dag varetager store byggeprojekter for FEAS, et søsterselskab til INCUBA og et datterselskab til Aarhus Universitets Forskningsfond.
"Tilbuddet om bespisning skulle derfor være rigtig godt, og Brønnum har været en vigtig del af udviklingen".
INCUBA har fra start appelleret bredt og blandt lejerne finder man både det lille startup, der er i gang med at udvikle en app, Google og Aarhus Universitet, og der er i årenes løb skabt et unikt community med god synergi mellem erhvervsliv og forskermiljø.
”Før havde vi 400 brugere, hvoraf cirka halvdelen var studerende, og med tilbygningen har vi plads til 1200-1300 nye brugere, som vel at mærke ikke er studerende, men ansatte i husets virksomheder, hvilket var med i overvejelserne, da vi skulle projektere det nye køkken. Vores undersøgelser har nemlig vist, at netop ’food and beverage’ er ekstremt vigtigt for vores virksomheder, når de skal tiltrække ny arbejdskraft af en vis kaliber, der ikke gider at spise rugbrødsmadder til frokost. Tilbuddet om bespisning skulle derfor være rigtig godt, og Brønnum har været en vigtig del af udviklingen”, fortæller Morten Kirban Rix.
Frontkøkken og oplevelsesorienteret frokost
Fra de første tanker om INCUBA Next begyndte at tage form i 2019 og frem til efteråret 2024, hvor byggeriet stod færdigt, udviklede ideerne til de nye køkkenfaciliteter sig løbende, og det blev blandt andet undervejs besluttet helt at nedlægge det eksisterende køkken og bygge et nyt, der er indrettet, så man både kan tilgodese de kunder, der ønsker en hurtig ’grab and go’ løsning og de gæster, der efterspørger en lækker frokost, de kan sidde og nyde i caféen.
”For at få så kvalificeret rådgivning som muligt har vi haft Klaus Lindhardt fra Brønnum og nogle kokke med fra start, og der er sket store ændringer i takt med, at vi for alvor kom i gang”, forklarer Morten Kirban Rix.
Man er f.eks. gået fra en ide om et klassisk køkken til et frontkøkken ud fra et ønske om at raffinere frokosten og gøre den mere oplevelsesorienteret.
”Det er jo lidt et sats, men vi har været ude at besøge andre virksomheder, hvor det fungerer, og så har vi lyttet til Klaus’ rådgivning og erfaring. Han har over 40 år på bagen og har set mange forskellige køkkener, og han er en vigtig brik i et projekt som dette, når der skal træffes de rigtige valg”.
Ifølge Morten Kirban Rix er man endt med en highend bistro og café, hvor du som gæst både kan få et måltid, der er lavet fra bunden og bliver serveret portionsanrettet, men du kan også få en sandwich eller wrap, og om morgenen bliver der serveret friskbagte boller og croissanter, som er bagt i køkkenets eget bageri, hvilket understøtter ønsket om frisklavet mad, der er lavet fra bunden. Og hvad sådan en sandwich eller frokost, der er lavet fra bunden, skal koste, er også blevet vendt med Klaus.
Uvildig og kompetent rådgivning
”Vi har naturligvis et ønske om at tilgodese alle segmenter, og Klaus har også bidraget til de snakke, der har handlet om, hvordan man rammer det rette prispunkt, så tilbuddet bliver attraktivt for såvel den studerende som den fastansatte medarbejder, men han har også været inde over hele udviklingen af konceptet og de mange helt lavpraktiske overvejelser, såsom hvor isterningemaskinen skulle placeres, og en kortlægning af ruten fra køkken til café, så der opnås det bedst mulige flow, fordelen ved at placere brygningen af filterkaffe i køkkenet osv. osv.”.
Hvor mange ovne, rørekedler, kipstegere og køleskabe, der var behov for, har Morten Kirban Rix langt hen ad vejen overladt det til Klaus Lindhardt selv at finde ud af indenfor de givne rammer, da han har stor tillid til Brønnums projektkonsulent og bad ham lave et oplæg med det udstyr, han mente, der var brug for.
”Man kan ikke tage for givet at få uvildig rådgivning af en leverandør, men det har jeg fået af Klaus. Han har i kraft af sin erfaring set så meget forskelligt udstyr i brug og er eminent til at rådgive om fordele og ulemper. Han har solgt en iVario før og kender feedbacken, og det er en stor fordel”, lyder det fra Morten Kirban Rix, der også roser Klaus for at tage ansvar for alle dele af projektet og ikke mindst at følge det ordentligt til dørs.
"Der været en del koordinering mellem Brønnum og Enggaards ingeniører, og nogle tegninger, der er røget frem og tilbage, og det har Klaus ’frontet’. Han kender arbejdsgangene, og det gør, at man er i trygge hænder”.
Kaffebrygning uden bankelyde
”Der er altid udfordringer. Ofte med koordinering af fast inventar, såsom hvordan emhætterne og gulvafløbene skal placeres, og om der er tilstrækkeligt med hygiejnehåndvaske. I den forbindelse har der været en del koordinering mellem Brønnum og Enggaards ingeniører, og nogle tegninger, der er røget frem og tilbage, og det har Klaus ’frontet’. Han kender arbejdsgangene, og det gør, at man er i trygge hænder”, lyder det fra Morten Kirban Rix.
Han er rigtig glad for det færdige resultat, der blandt andet indeholder flere custommade løsninger, som de specialbyggede kølemontrer, hvor kunderne kan lade sig friste af dagens tilbud – eventuelt sammen med en espresso eller latte, der er tilberedt uden den karakteristiske bankelyd, der opstår, når baristaen skal tømme bryghovedet for kafferester. Der er nemlig monteret en særlig propelrenser i bordpladen, som klarer opgaven lydløst, en stor fordel, da cafeen ligger tæt på receptionen, hvor det er rart at slippe for de gentagne bankelyde dagen igennem.
”Det er vigtigt med en sparrings-partner, jeg kan læne mig op ad"

A. Enggaard A/S er en af Danmarks største entreprenører, udviklere og ejendomsinvestorer. Virksomheden står bag en række markante byggerier over hele landet, heriblandt INCUBA Next, et 18 etager højt kontorhus for tech-virksomheder i Aarhus, hvor Brønnum har leveret produktionskøkkenet og inventar til caféområdet. Brønnums projektkonsulent Klaus Lindhardt har arbejdet tæt sammen med projektleder Steffen Laustsen, der om nogen ved, hvad der skal til, for at sådan et samarbejde lykkes.
Nytænkning og kreativitet er vigtige målsætninger hver gang A. Enggaard A/S sætter gang i et nyt byggeprojekt. Og som projektleder i virksomheden er det afgørende for Steffen Laustsen, at en samarbejdspartner som Brønnum har samme tilgang og præsenterer ham for løsninger, der peger fremad – og så har han brug for en fagligt stærk projektkonsulent, der qua sin viden og erfaring kan udfordre ideer – og gerne komme op med noget endnu bedre.
”I forbindelse med køkkenprojektet hos INCUBA Next havde Klaus og jeg mange snakke om blandt andet affaldssortering, og hvordan vi skulle gøre og ikke gøre, og Klaus var rimelig klar i mælet og sagde, at den løsning, vi havde tegnet ind, hvor de spisende skulle skrabe madrester af tallerkenen og ramme en sprække i et skab ikke ville fungere. Det lyttede vi til, og gik i stedet med en løsning, hvor madrester bliver skrabet ned i nogle runde huller i bordpladen”, lyder det fra Steffen Laustsen, der fremhæver den faglige sparring og dialog, de to har haft undervejs.
Som projektleder på en række store projekter, hvor der også er blevet etableret forskellige former for køkkener, ved Steffen Laustsen, at der sker en rivende udvikling indenfor køkkenudstyr, men det er naturligvis ikke noget, han som sådan følger med i – og skal et samarbejde fungere, skal han kunne regne med at få leveret det helt rigtige og præcis dét, der er behov for i hver enkelt case.
”Når det gælder f.eks. ovne, kipstegere og kipgryder, er det vigtigt med en samarbejdspartner, der ikke bare præsenterer mig for den samme løsning, som blev lavet sidste gang, men følger med tiden, og det gør Klaus, og han gør mig samtidig klogere undervejs”.
I det oprindelige oplæg var der blandt andet et ønske om en maskine, der kunne trille boller, men efter at have talt med Klaus, fandt Steffen ud af, at det faktisk ikke er en, der bruges så meget mere, fordi man laver andre typer bagværk og i højere grad hakker bollerne ud af dejen i dag, og den endte med at blive droppet.
”Klaus kunne godt bare have solgt os den maskine, men det gjorde han ikke. Vi tog snakken, og det er vigtigt at have en sparringspartner, jeg kan læne mig op ad, for jeg ved selvfølgelig ikke alt, og jeg har brug for at kunne trække på relevante kompetencer, hvor det er nødvendigt, og vi har haft en række spørgsmål undervejs, som vi har vendt med Klaus, hvor vi har gjort brug af hans erfaring, og spurgt ham til råds”, fortæller Steffen Laustsen.
Faktisk er det ifølge Steffen Laustsen altid en lang proces, hvor meninger og holdninger vendes, før den endelige løsning er på plads, og der kan ske ændringer undervejs, som der skal tages højde for.

”Vi har haft god dialog hele vejen og fået løst opgaven til rette pris og rette tid. Jeg kender Klaus fra tidligere samarbejder, og han er velbevandret og brænder for det, han laver, og det smitter af”.
Snakke har sikret optimale løsninger
”Alle de snakke, vi har haft undervejs, har været meget relevante og sikret optimale løsninger hele vejen rundt”
Han har blandt andet brugt Klaus’ viden til at finde ud af, hvordan køkkenfolk agerer, og dermed fået et billede af, hvor mange stikkontakter, der skulle etableres, og hvad der typisk bliver brugt af alt fra røreskåle til blendere.
”Det er kompetencer, vi af gode grunde ikke selv har, og vi har også arbejdet meget med, hvordan vi fik det optimale flow ved disken, så folk ikke skulle stå for længe i kø, og også her var Klaus behjælpelig og skitserede og gjorde os klogere på adfærd, og hvordan der kunne skabes plads til to køer, og Brønnum har blandt andet leveret en station til drikkevand, bestik og brød, som afhjælper noget af presset, fortæller Steffen Laustsen.
Skal Steffen Laustsen opsummere forløbet og det endelige resultat, er konklusionen klar.
”Vi har haft god dialog hele vejen og fået løst opgaven til rette pris og rette tid. Jeg kender Klaus fra tidligere samarbejder, og han er velbevandret og brænder for det, han laver, og det smitter af”.